Der var næppe nogen der bemærkede Leila da hun kom ind i baren. Hendes mangel på make-up og iført tøj der gik af mode for mange år siden, var ellers begge noget der gjorde hende anderledes. I den trendie bar viste man sig normalt fra sin mest attraktive side, og med en alder i begyndelsen af trediverne kunne hun ellers nok have forandret sig til en sild, men det var ikke hendes formål.
Jørgen Svenningsen lagde heller ikke mærke til hende. Han var i en dybsindig, lettere alkoholisk diskussion med den kunde han havde inviteret på middag.
Leila fandt sig - som så ofte før - en plads i barens fjerneste krog. Herfra kunne hun i fred og ro udvælge sit offer. Det tog hende ikke lang tid at satse på netop Jørgen Svenningsen. Hendes erfarne blik dømte ham korrekt til at være erhvervsmand, måske selvstændig eller i en ledende stilling. Midt i fyrrerne og ganske OK af udseende. Og med vielsesring. Hun besluttede sig for det hun kaldte sin B-strategi, rejste sig og tog sin øl med over til hans bord.
Jørgen og hans kunde kiggede forundret på hende da hun bad om lov til at sætte sig ved deres bord - og satte sig inden de nåede at svare.
"Jeg hedder Leila," sagde hun kækt. "Jeg er kunstmaler og har siddet og studeret dig." Hun talte direkte til Jørgen. "Du har lige det jeg savner til et maleri jeg har i hovedet. Må jeg godt låne dig til at lave et par skitser i aften. Det tager bare en halv times tid? Mit atelier ligger bare nogle minutters gang herfra."
Jørgen betragtede hende endnu mere forundret og vidste ikke hvad han skulle sige. Hans kunde fattede derimod klarere situationen og skyndte sig at sige: "Det passer mig fint, så kan jeg nå sidste tog til Klampenborg." Han rejste sig inden Jørgen kunne nå at komme med indvendinger og takkede for den gode aften i byen.
Jørgens nysgerrighed var større end hans lyst til at vende tilbage til hotellet, og efter et par drinks sammen gik han med Leila til hendes atelier.
"Det er dog et herligt sted," udbrød han begejstret. Et stort rum fyldt med malerrekvisitter og halvfærdige lærreder. I et hjørne et lille tekøkken og et lille spisebord. I et andet hjørne en stor seng.
"Det er også alt hvad der er," svarede Leila. "Ja, så selvfølgelig badeværelset bag døren derovre. Men her er hvad jeg har brug for til at hellige mig maleriet. Og så passer huslejen mig for der er ingen luksus forbundet med at være kunstmaler."
"Lad mig se nogle af dine værker," sagde Jørgen. "Eller det hele her er måske noget du har malet?"
"Ja, som du kan se er det en køn blanding af stilarter. I starten forsøgte jeg det abstrakte, men nu brænder jeg for at lære at male mennesker. Sæt dig ned, så finder jeg en flaske vin."
"Hvad er det egentlig du skal bruge mig til?" undrede Jørgen og smagte på vinen.
"Det fortæller jeg dig om lidt." Leila forsvandt ud på badeværelset og Jørgen kunne tydelig høre at hun tog et brusebad.
"Gad vide hvad hun er ude på?" Han følte for første gang den aften en lyst til et hurtigt sidespring og listede hen til badeværelsesdøren, men nutidens badeværelsesdøre er desværre ikke forsynet med et nøglehul. Han skyndte sig at liste tilbage da der blev lukket for vandet.
Han var lige ved at tabe vinglasset da hun kom ud af badeværelset. Iført en lang skjorte der gik ned til lidt over knæene. Fyldt med malerpletter, men alligevel var det tydeligt i det skarpe lys at hun ikke havde noget på under den. Hank sank et par gange.
"Du må undskylde det stærke lys, men det er vigtigt for mig at få gode skyggeeffekter når jeg skal lave min skitse."
"Ja, jo mmmmmm," mumlede han.
"Bliv bare siddende der," sagde hun energisk, tog en skitseblok op fra gulvet og satte sig foran ham. Han kunne ikke få øjnene væk fra hendes lår som blev blottet helt, da hun satte sig. "Nu skal du høre spillereglerne som jeg håber du vil respektere. Først tegner jeg en eller flere skitser af dig, dernæst er det mit ønske at du skal hidse mig op erotisk. Men inden jeg når højdepunktet, skal du gå. Jeg kan kun udføre et virkeligt kunstværk når jeg er stærkt erotisk ophidset. Derfor er det vigtigt at du går så snart jeg siger det, ellers mister jeg den særlige, kunstneriske evner til at omsætte min lyst til lærredet. Hvis du vil se resultatet, så giv mig lige et telefonnummer jeg kan træffe dig på. Er det OK?"
Han fik fremmumlet sit mobilnummer og nikkede. "Det er dog det kunstigste jeg endnu har oplevet," tænkte han. "Men hvorfor ikke? Om ikke andet ser hun ud til at have en skøn krop."
Hun gav sig til at lave skitser, men gav snart op og stillede sig foran ham. "Knap min skjorte op og kæl langsomt for mig over hele kroppen. Bær mig så hen i sengen og kys mig over det hele."
Han bandede ondt da hun tyve minutter senere kommanderede "stop" og bad ham gå straks. Nu var han selv at the point of no return, så det var som at få en spand koldt vand i hovedet.
Mens han omtumlet klædte sig på spurgte han: "Kan jeg komme forbi næste gang jeg er i København. Der er ligesom noget vi ikke fik gjort færdigt?"
"Vær sød at gå nu. Jeg ringer. Men gå nu uden mere snak. Jeg må straks i gang med maleriet."
Så snart han var ude af døren, tog hun sig atter et brusebad og lagde sig til at sove.
Næste morgen tappede hun de to videokameraer over i sin computer. "Jo, her er fine billeder at hente," sagde hun til sig selv.
En halv time senere havde hun udvalgt sig et godt billede hvor Jørgen ligger på ryggen, mens hun behandler hans ædlere dele. "Et prægtigt smil han har om munden," gnækkede hun. Det var en nem sag at forandre lige dette billede til et normalt still-foto, og få minutter senere sendte hun det pr. mail til sin kontakt i Thailand.
Som alle de andre gange ville det vare præcis 12 dage før hun modtog det færdige maleri fra Thailand med kurerpost. Computerproduceret med en let finish af en kunststuderende derude. Og som altid med hendes ansigt forandret til ukendelighed og med dybsort hår. Men Jørgen var gengivet med fotografisk nøjagtighed pakket ind i penselstrøg.
Det var en forventningsfuld Jørgen der 3 uger senere ringede på døren til atelieret. Da hun havde ringet for at sige at hun havde noget at vise ham, havde han hastigt fået arrangeret et flerdagsmøde i København så han var nødt til at overnatte.
Han forstod ikke hendes lakoniske smil da han gav hende en stor buket blomster. Og der gik en del længere tid før hele sammenhængen gik op for ham.
"Jamen det er jo mig du har malet, men med en anden kvinde. Men i din seng?" Han var i sandhed forvirret.
"Ja, man kan tydeligt se det er dig, ikke?"
"Det var da ikke aftalen. Du lavede jo bare nogle skitser. Ikke noget med at male vor lille seance!" Hans forventninger for aftenens muligheder dalede hastigt.
"Det er til salg," kundgjorde Leila kort. "25.000 kontant, men så følger videooptagelserne også med!"
"Videooptagelserne. Hvad mener du?"
"Dem skulle jeg bruge for at genkalde mig detaljerne," svarede Leila fromt. "Og du kan garanteret ikke finde de to små kameraer. De digitale kameraer er så små og nuttesøde at de kan skjules overalt." Hun sendte ham et varmt smil of fortsatte: "Jeg synes det er naturligt at du får forret til at købe maleriet, i stedet for at jeg bare udstiller det på galleriet, og en fremmed køber det."
Han så mere og mere indædt på hende.
"For 25.000! Det er ren afpresning. Det må være en sag for politiet."
"Når du gennemser videooptagelserne, vil du nok holde med mig i at du ikke virker som en der gør voldsom modstand. Men det er helt op til dig om du vil købe det eller om jeg skal sælge det til en anden. Måske din kone vil købe det for at have et kært minde?"
"5.000 og ikke en krone mere," Han næsten råbte nu. "Og hvordan ved jeg at du ikke har gemt videooptagelserne på en computer. Så kan du jo fortsætte med at afpresse mig!"
"Vil du ikke holde op med den snak om afpresning. Og jeg har ikke nogen kopier gemt på min computer, for det ville være afpresning. Det her er et regulært, forretningsmæssigt tilbud. Du får 3 dage til at tænke over det i. Derefter sælger jeg det til mit faste galleri. Og prisen er ikke til diskussion."
I starten havde hun haft ondt af sine ofre, men efter et par år var medlidenheden med mændene forsvundet. De opførte sig stort set ens alle sammen. Parate til sidespring, men fornærmet over at betale regningen. I starten havde hun opstøvet et offer næsten hver aften, men nu havde hun samlet så mange penge at det kun skete et par gange om ugen. Mere for at holde sig i gang. 3 måneder i København. Så til Paris, London og andre storbyer. Tilbage til København i et nyt atelier og så fremdeles. Uanset land var mænd ens. Den eneste forskel hun gjorde, var at forsøge at vurdere hvor meget den enkelte ville betale for et maleri af sig selv i en intim situation. Det var blevet til mange millioner, ikke mindst fordi hun ikke fandt det nødvendigt at ulejlige skattevæsenet med sin lille forretning. Selvfølgelig havde der været tilfælde hvor en mand nægtede at købe maleriet. Nogle gange fordi de havde løjet for hende ved at fortælle at de var gifte, andre gange ganske enkelt fordi mændene var ligeglade.
Da Jørgen havde forladt atelieret efter at have smækket hårdt med døren, gik hun selv ned på gaden. Hendes Mercedes cabriolet holdt på sin faste plads i parkeringskælderen. Hun nød køreturen langs Øresund til sin pragtvilla i Vedbæk. Hun havde besluttet at holde fri i aften og overvære foredraget på biblioteket. Iført nydeligt tøj og med fuld make-up ville selv Jørgen kunne sidde ved siden af hende uden at genkende den spirende kunstmaler.
Den kreative malerinde
